Tvangsspisning- eller overspisning

Hvor 9 ud af 10 med anoreksi eller bulimi er piger/kvinder, er det min erfaring, at tvangsspiseren lige så ofte kan være en mand. Men at spise meget og hyppigt og  kalorierigt og øge sin vægt er behøver ikke være en spiseforstyrrelse. Men hvornår er det så det? Man kan sige, at det er en forstyrrelse, når 90 % af tankevirksomheden kredser om mad. For så bliver det tvangspræget og "forstyrrer" helt konkret alle aspekter i livet.

Tvangsoverspiseren kaster ikke op eller tvangsmotionerer som kompensation som bulimikeren, men bliver snarere mere og mere immobil. Tvangsspiseren bruger maden - bevidst eller ubevidst - som ensom belønning eller trøst eller erstatning for "noget". Hvad dette "noget" er, kan være ubevidst for personen selv, men det er blandt andet det, jeg prøver at hjælpe med at bevidstgøre for klienten i min behandling.

Tvangsspiseren kan ofte være ligeså optaget af at være slank og hader sin overvægt. Den tykke glade pige er oftest en myte og den facade, som den overvægtige nogle gange dækker sig bagved. (Her gælder det igen, at det gælder den der spiser tvangsmæssigt. Man kan sagtens spise meget og øge sin vægt og være glad for sin krop). Tvangsoverspiseren har typisk forsøgt slankekure masser af gange - og mange gange med held. Problemet er, at det hele ofte bliver taget på igen. Med større og større håbløshed og mindre og mindre selvværd til følge.

Tvangspiseren bliver ligesom anorektiken meget synlig - han eller hun er tydelig i gadebilledet og oplever, at der bliver ofte kigget nedladende efter dem. Ofte tør de ikke spise offentligt af frygt for folks nedvurdende blikke og sommetider også tilråb. Det er ydmygende, så der kan skamfuldhed inde bagved, fortæller mange.