Spiseforstyrrelse - sådan kommer du ud på den anden side.

Hvad er en spiseforstyrrelse

At have en spiseforstyrrelse er en pinefuld tilstand, som kan tage et sådant omfang, at den både er invaliderende og livstruende.

Det paradoksale er, at for den person der har en spiseforstyrrelse, hvad enten det er anoreksi, bulimi eller tvangsspisning, så er spiseforstyrrelsen ikke alene et mareridt og selvpåført tortur, som personen gerne vil ud af.

Det er også klientens "redningsvest", hendes overlevelsesstrategi, som hun er bange for at slippe. For hvad skal hun dog sætte i stedet?


I takt med at hun slipper spiseforstyrrelsen kommer hun jo til at mærke alle de følelser af uro og svigt, som spiseforstyrrelsen netop har skullet camouflere.

Hvornår er overvægt så en spiseforstyrrelse? Det er det bl.a. når der går rigtig meget tankevirksomhed med, hvad der skal spises og hvornår og hvordan. Og når maden begynder at have en funktion udover at spise sig mæt, men bliver en følelsesmæssig erstatning for almindeligt samvær eller sociale aktiviteter. Dvs. når indtagelse af mad prioriteres før - eller måske snarere - træder istedet for kontakt med andre mennesker.


Anoreksi, bulimi og tvangsspisning repræsenterer altså vidt forskellige måder at håndtere forholdet til mad på, og alligevel har de mange ting til fælles: et stort selvhad til egen krop, et ønske om at kontrollere forholdet til maden og kroppen og samtidig en besættelse af mad.

"Bagved" besættelsen af maden er der ofte følelser af savn og længsel, sorg og vrede.

Jeg har erfaring med at arbejde med alle tre former for spiseforstyrrelser.


Derfor er den terapeutiske behandling nænsom med respekt for denne ambivalens. Spiseforstyrrelsen betragtes som en redningsvest, der er nødvendig for klienten, fordi hun jo ikke kan "svømme". Terapien tager derfor udgangspunkt i at ”lære at svømme” /lære sig selv at kende igen, så klienten gradvist tør slippe redningsvesten, fordi den ganske enkelt ikke føles så nødvendig mere.


Vigtigt er det at det er muligt for de fleste at komme ud af en spiseforstyrrelse - afhængigt af spiseforstyrrelsens art. Og vejen ud er at hjælpe personen til at vende al den energi, som personen bruger til at holde sig selv nede med, til noget positivt – til at leve livet igen!


Anoreksi, bulimi og tvangsspisning

Man taler generelt om de tre "store" spiseforstyrrelser: Anoreksi, bulimi og tvangsspisning.

Hvornår er klienten fri af spiseforstyrrelsen?

Det at udvikle sig og forandre sig er jo en livslang proces, der aldrig stopper, men nedenstående er nogle af de personlighedsændringer, der er kendetegnende på, at klienten er på vej ud eller er ude af sin spiseforstyrrelse:

Når klienten:

  • føler sit eget værd, når hun har en følelse af at begynde at folde sig ud med netop hendes særpræg, hendes potentiale og hendes individualitet
  • begynder at føle at hun har en værdi i sig selv, i bare at være den hun er, og ikke i det hun yder eller præsterer:
  • kan mærke, identificere og opfylde sine behov – dvs. at hun kan bede om det, hun gerne vil have og kunne håndtere, at hun kan risikere at få et nej.
  • kan identificere og håndtere sine følelser. Kan berolige sig selv på en konstruktiv måde, kan udtrykke de forskellige følelser som f.eks. vrede og nedtrykthed.
  • kan arbejde mod mål (staying-power – at kunne blive i noget der også er ubehageligt) og kontrollere/håndtere følelsernes impulser.
  • har sociale færdigheder, – altså at hun kan udholde intime kontakter uden at føle sig opslugt og at hun kan have afstand i værdifulde intime kontakter uden at føle sig forladt.
  • kan acceptere, at tingene ikke behøver at være perfekte for at være "gode nok"

Spiseadfærden ændret således at:

  • klienten føler, at maden ikke har samme betydning mere, at opmærksomheden og fokus på maden glider væk, og at energien bruges til andre ting i personens liv – som f.eks. at leve livet :-)
  • anorektikeren kan være udholdende uden at være selvdestruktiv, spise og finde sin grænse for mæthed og sult, være bevidst om sine behov og udtrykke dem direkte, turde tage imod et nej. Alt sammen uden at falde tilbage i de gamle mønstre.
  • bulimikeren skal kunne stille realistiske krav til sig selv og sortere i, hvad der er hendes eller andres krav. Sige fra overfor uønskede krav. Kunne være målrettet, eller udvise indlevelsesevne på en nuanceret måde, så det ikke bliver alt eller intet.
  • tvangsspiseren kan finde andre veje og måder at trøste sig selv på end ved at spise.