Hvad skal vi gøre?
Hvor bliver kærligheden af?
Hvorfor er vi nu her igen?
Hvorfor havner vi altid i de samme mønstre og skænderier og roller overfor hinanden, når vi nu elsker hinanden?
Og gør vi det? - elsker vi hinanden stadigvæk?
Parterapi
At gå i parterapi kan ikke få jer til at elske hinanden igen, hvis den sidste glød i bålet allerede er slukket.
Men parterapi kan hjælpe jer med at afklare, om der stadig er kærlighed i jeres forhold, om I stadig vil hinanden – ikke for trygheden, ikke for børnene, men fordi I vil have den anden, som den anden er.
Og hvis der er kærlighed og gløder tilbage i bålet, kan jeg hjælpe jer til at kommunikere med hinanden på en anden måde, så I ikke havner i de samme mønstre.
|
For to som elsker hinanden kan gøre hinanden mer ondt end alle de argeste fjender der hævner sig jorden rundt |
|
Og to som elsker hinanden kan læge de ondeste sår blot ved at se på hinanden og glatte hinandens hår |
|
|
|
Viggo Stuckenberg |
Ikke i aften, skat...
Somme tider sker det i et parforhold, at al den glæde og nærhed og sexualitet, der tidligere var i forholdet, forsvinder - uden at nogen af parterne kan sige, hvad det var, der egentlig skete. Gnisten er bare væk. Ofte er det synlige symptom et manglende eller utilfredstillende sexliv for begge - eller een af parterne. Det er ofte på dette stadie, at par henvender sig for at få terapi.
Kys og kram og kærtegn
Men der er oftest symptomer langt før, der er gået hårdknude i sexlivet.
Min erfaring er, at det første der ofte ryger over bord i hverdagens trummerum, er den manglende påskønnelse af den anden.
Det udmønter sig i at de "små ømhedstegn" forsvinder, dem som man slet ikke kunne lade være med at at udvise, da man var nyforelsket: I kys og holden om hinanden, i kærtegn eller et hurtigt strejf, når man går forbi hinanden, i morgenkys og komme-hjem-fra arbejde-kram, holde i hånden, i at pjatte og grine sammen, eller at have gjort sig umage med at overraske den anden med et eller andet.
I stedet bliver der måske mere og mere tavshed - eller hyppige skænderier - ofte om bagateller. Begge er sårede og dybt ulykkelige, men ved ikke, hvad der skal til for at ændre det. Og begge er tilbøjelige til at placere skylden hos den anden. Det er lige præcis det der skal ændres, for at der igen kan komme liv og frisk luft til forholdet.
Jalousi, løgne og utryghed
Der kan være mange andre problemer i et parforhold. Rigtig mange mennesker har problemer med jalousi, som jo netop viser sig, når man indgår i et forhold. Jalousien er altfortærende - for begge parter, og ofte kan den frygtede utroskab blive til en selvopfyldende profeti, fordi den part der er udsat for jalousien er ved at blive kvalt i forholdet. Eller oplever at samlivet er som at gå på et minefelt. Ikke så ofte kan den, der er udsat for jalousien også være bange for sin partner, fordi jalousi oftest viser sig som aggression. Desværre kan den frygt i nogle tilfælde være særdeles velbegrundet.
Jalousien kan drive forholdet ind i en nedadgående destruktiv spiral. Bl.a. fordi den der er udsat for jalousien somme tider kan begynde at stikke nødløgne ud omkring sin færden, for ikke at tænde et nyt anfald af jalousi og raseri af. En løgn som den jaloux opdager, som bekræfter ham/hende i, at den anden ikke er til at stole på.
Den, der er jaloux kan dominere forholdet totalt, men han/hun lider i virkeligheden ligeså meget. Bagved aggressionen ligger dyb angst, angst for at blive forladt, angst for at blive ydmyget, angst for at turde tro på den anden - og så opdage at man har været holdt for nar, angst for ikke at være god nok. Den jaloux sammenligner sig ofte med andre.
Jalousi og mistænksomhed er ofte et forsøg på at have kontrol over situationen - så at sige at komme utroskaben i forkøbet. Kontrol i den forstand at den jaloux forsøger at forberede sig på den værst tænkelige situation - at være bedraget. Fordi det værst tænkelige er at have givet sig hen i tillid til den anden - og så opdage at være blive bedraget!!
Jalousi handler således egentlig ikke så meget om kærlighed, men mere om forsøg på kontrol, mindreværd, manglende følelse af at være elsket, mangel på tillid til sig selv som et værdifuldt, unikt menneske og manglende tillid til omverdenen.
Hvad sker der i parterapi?
Parterapi er derfor baseret på kommunikation, forståelse og kontakt. Det, jeg kan hjælpe jer med i parterapien, kan f. eks. være at snakke bedre sammen og lytte til hinanden - at håndtere skænderier, lukkethed og besværlige følelser med et bedre udfald.- Og jeg kan hjælpe jer med at finde frem til det, der skaber vanskeligheder, så der kan blive plads til det, der giver glæde og nærvær og påskønnelse af den anden.