Judith Warny - Psykoterapeut

Voksne børn af en alkoholafhængig

Det taler vi ikke om...

Hvis du er opvokset i en familie, hvor enten far eller mor – eller begge – har drukket, er du vokset op i en verden af uforudsigelighed, af løgne og fordrejelser, af hemmeligheder og af skyld og skam.

Halvdelen af børn der vokser op på denne måde, kan som voksne selv udvikle misbrug eller spiseforstyrrelser, angst og depression. Og den anden halvdel, som tilsyneladende klarer sig igennem uden alvorlig eller synlig mistrivsel, kan alligevel have temaer med sig i voksenlivet, som har med barndommens vilkår at gøre.

Som voksent barn af en alkoholiker kan du have svært ved:

  • at mærke egne behov og følelser
  • at vide hvem du egentlig er
  • at føle dig god nok
  • at indgå i intime relationer
  • at have tillid til andre end dig selv
  • at træffe beslutninger
  • at more dig og være ubekymret

Kan du genkende nogle af disse temaer hos dig selv?

Du har måske troet, at det nu engang er "den måde, jeg er skruet sammen på”. Men det er det ikke. For sådan er du ikke født, men det er følgerne af at have levet i en uforudsigelig verden, hvor bekymringen var det centrale, og hvor alkoholen var det styrende princip i familien.

Det er aldrig for sent at reparere.

Det starter med at bryde tavsheden og begynde at tale om det.