Judith Warny - Psykoterapeut

Spiseforstyrrelser

Spiseforstyrrelser

Jeg har særlig erfaring med behandling af afhængigheds-problematikker såsom spiseforstyrrelser og alkoholiafhængighed, men i min private praksis arbejder jeg kun med spiseforstyrrelsesproblematikker.

At have en spiseforstyrrelse er en pinefuld tilstand, som kan tage et sådant omfang, at den både er invaliderende og livstruende.

Anoreksi, bulimi og tvangsspisning

Man taler generelt om de tre "store" spiseforstyrrelser: Anoreksi, bulimi og tvangsspisning.

Anorektikeren sulter sig, og det bliver efterhånden meget tydeligt for omverdenen, at der er noget galt, for personen bliver til sidst så tynd, at en hospitalsindlæggelse kan være nødvendig for at redde personens liv.

Anoreksi er den psykiske lidelse herhjemme, hvor der er størst dødelighed. Selvom anorekitikeren har fuld kontrol over indtagelsen af mad, er det ikke ensbetydende med, at hun ikke tænker på mad hele tiden. Det gør hun - døgnets 24 timer! Hvad hun må spise - og hvornår. Og hvordan hun kan undgå at spise, når det forventes af hende ved familesammenkomster og lignende.

Bulimikeren er ofte normal-vægtig. Og det kan være piger, der er meget smukke. De synes det bare ikke selv! Og omgivelserne har derfor sjældent mistanke om, at personen er så utilfreds med sig selv. Så - lidelsen er mere usynlig, den gemmer sig bagved en tilsyneladende sund og almindelig person.

Bulimikeren svinger mellem hele tiden at forsøge at få kontrol over maden - dvs. hun har et stort ønske om at spise sundt og magert og tabe de magiske 2-5 kg. Hun har ofte lange lister over ting, som hun ikke må spise - og det er selvfølgelig alt det "sjove" - dvs. mad, der indeholder kulhydrat og fedt. Og det er lige præcis ofte de madkategorier, som hun lige pludselig kaster sig over i store ædeflip - med efterfølgende opkastninger. - Sommetider kan ædeflippet så starte forfra. Jeg har haft klienter med så voldsom bulimi, at det betød op til 25 opkastninger i døgnet. Det siger sig selv, at det i høj grad er meget skadeligt for kroppen - og for selvværdet.

Bulimikeren lider i det skjulte, hun skammer sig over sin adfærd og mangel på kontrol, og hun føler at hun har et alter ego, der dæmoniserer hende og styrer hendes liv.

Tvangsspisning - eller overspisning. Hvor 9 ud af 10 med anoreksi eller bulimi er piger/kvinder, er det min erfaring, at tvangspiseren lige så ofte en mand. Han eller hun spiser for meget, for hyppigt og for kalorierigt. Personen kaster ikke op eller tvangsmotionerer som kompensation som bulimikeren, men bliver snarere mere og mere immobil. Tvangsspiseren bruger maden - bevidst eller ubevidst - som ensom belønning eller trøst eller erstatning for "noget". Hvad dette "noget" er, kan være ubevidst for personen selv, men det er blandt andet det, jeg prøver at hjælpe med at bevidstgøre for klienten i min behandling.

Tvangsspiseren er ofte ligeså optaget af at være slank og hader sin overvægt. Den tykke glade pige er oftest en myte og den facade, som den overvægtige nogle gange dækker sig bagved. Han eller hun har typisk forsøgt slankekure masser af gange - og mange gange med held. Problemet er, at det hele ofte bliver taget på igen. Med større og større håbløshed og mindre og mindre selvværd til følge.

Fedmeoperationer er i dag blevet almindelige hvor man fjerner det meste af mavesækken. Uden anden behandling! I mine øjne er det katastrofalt! Dvs. man fjerner symptomet - fedmen - uden at vide hvad det er symptom på! Det kan godt være symptomet forsvinder for en stund: kiloerne rasler af. Men ikke sjældent sker det, at det hele ryger på igen, når mavesækken med tiden begynder at udvide sig. Fordi personen aldrig har fundet ud af, hvad det er for en betydning han eller hun lægger i maden.

Tvangspiseren er ligesom anorektiken meget synlig - han eller hun er tydelig i gadebilledet og oplever, at der bliver ofte kigget nedladende efter dem. Ofte tør de ikke spise offentligt af frygt for folks nedvurdende blikke og sommetider også tilråb. Så der er stor skamfuldhed inde bagved fedtpanseret.

Men er al overvægt en "forstyrrelse". Er der ikke bare folk der spiser for meget. Jo, det er langtfra al overvægt, der er en decideret forstyrrelse. Oftes handler det om at spise for meget og for usundt og bevæge sig for lidt.

Hvornår er overvægt så en spiseforstyrrelse? Det er det bl.a. når der går rigtig meget tankevirksomhed med, hvad der skal spises og hvornår og hvordan. Og når maden begynder at have en funktion udover at spise sig mæt, men bliver en følelsesmæssig erstatning for almindeligt samvær eller sociale aktiviteter. Dvs. når indtagelse af mad prioriteres før - eller måske snarere - træder istedet for kontakt med andre mennesker.

Anoreksi, bulimi og tvangsspisning repræsenterer altså vidt forskellige måder at håndtere forholdet til mad på, og alligevel har de mange ting til fælles: et stort selvhad til egen krop, et ønske om at kontrollere forholdet til maden og kroppen og samtidig en besættelse af mad.

"Bagved" besættelsen af maden er der ofte følelser af savn og længsel, sorg og vrede.

Jeg har erfaring med at arbejde med alle tre former for spiseforstyrrelser.

Besat af mad - spiseforstyrrelser og vejen ud

En spiseforstyrrelse er altså en tvangsmæssig besættelse af mad – hvad enten personen sulter sig, har ædeflip eller tvangsspiser. Det drejer sig om, at stort set al tankevirksomheden fra personen slår øjnene op om morgenen til personen går i seng, kun kører med tanker om mad, om vægten, hvad personen må spise eller ikke spise.

Og alligevel handler en spiseforstyrrelse slet ikke om mad. Man kan sige at spiseforstyrrelsen er den lille 1/10 af isbjerget, der er synligt over vandet, mens 9/10 – alle de følelsesmæssige årsager til symptomet ligger neden under overfladen.

Og det er dybe psykologiske problemer, det handler om. Meget pinefulde og smertefulde følelsesmæssige tilstande, som personen ikke kan udholde. Følelse af tomhed, uro og rastløshed, mindreværd, angst, nedtrykthed, forladthed og ensomhed. Spiseforstyrrelsen er ligesom andre former for misbrug - en måde at dulme de pinefulde følelser.

Grundlæggende har den spiseforstyrrede en meget lav selvfølelse. Personen kan ikke føle sig som et unikt og værdifuldt menneske, bare i kraft at være den hun er, men kun i kraft af præstationer eller et ”perfekt” udseende. Den spiseforstyrredes humør og følelse af selvtillid er omvendt afhængig af vægten (anoreksi og bulimi). Det at være tynd, opleves som en følelse af kontrol, af uovervindelighed og styrke. Følelsen er, at ”bare jeg bliver tynd”, eller ”bare jeg lige taber 2 – 3 kg”, så forsvinder alle mine problemer.

Efterhånden, som den spiseforstyrrede (det gælder alle tre spiseforstyrrelser) har dulmet og fjernet sig igen og igen fra sine følelser, kender hun dem ikke selv mere. Hun føler og mærker i det hele taget mindre og mindre, bliver mere og mere tom, og har vanskeligt ved at identificere sine egne følelser og tage beslutninger. Hun ved ikke selv, om hun er ked af det, vred eller urolig. Hun ser ofte med undren på sine egen adfærd – og forstår ikke selv, hvorfor hun sulter sig eller får ædeflip og kaster op eller bare fylder sig med mad, når hun hader det og skammer sig over det.

Vejen ud – terapeutisk behandling af spiseforstyrrelser

Når man behandler en spiseforstyrrelse i terapi, så behandler man et MENNESKE med en spiseforstyrrelse. Dvs. det er mennesket bagved der fokuseres på – og ikke maden i første omgang.

I terapien handler det om at hjælpe klienten til at identificere sine følelser igen, og til at stole på dem, rumme og udtrykke dem og til at kunne sætte grænser.

Først og fremmest går terapien ud på at finde alle ressourserne, der er gemt og glemt i personen. For mange med spiseforstyrrelse har så lavt selvværd, at selv om alle andre kan se, at de indeholder en masse positive egenskaber, så kan de ikke selv se det.

Dernæst omhandler terapien også konkrete adfærdsøvelser omkring spisemønsteret, som klienten skal forsøge at udøve mellem terapierne.

Det kan lade sig gøre!!!

Det er umuligt at sige noget generelt om hvor lang tid, der tager for at ”være rask”. Det afhænger af den enkelte persons motivation for at blive rask, hvor længe personen har lidt af spiseforstyrrelsen, hvordan personens individuelle psykologiske forhold er. Behandlingen kan vare fra nogle måneder til flere år.

For andre afhængigheder - såsom alkoholafhængighed er det meget sjældent at personen kan få et normalt forhold til alkohol igen - dvs. kunne drikke med måde. Personen må oftest være afholdende for altid.

Men man kan jo ikke være afholdende med mad uden at dø. Så den madafhængige skal lære at kontrollere den madindtagelse som personene netop ikke kan kontrollere. Det er et paradoks og derfor tager behandlingen ofte lang tid.

Den gode historie her er at det kan lade sig gøre at komme helt og aldeles ud af sin spiseforstyrrelse og få et normalt forhold til mad. Det har jeg haft den store glæde at se mange eksempler på.

Spiseforstyrrelsen som redningsvest

Det paradoksale er, at for den person der har en spiseforstyrrelse, hvad enten det er anoreksi, bulimi eller tvangsspisning, så er spiseforstyrrelsen ikke alene et mareridt og selvpåført tortur, som personen gerne vil ud af.

Det er også klientens "redningsvest", hendes overlevelsesstrategi, som hun er bange for at slippe. For hvad skal hun dog sætte i stedet? I takt med at hun slipper spiseforstyrrelsen kommer hun jo til at mærke alle de følelser af uro og svigt, som spiseforstyrrelsen netop har skullet camouflere.

Derfor er den terapeutiske behandling nænsom med respekt for denne ambivalens. Spiseforstyrrelsen betragtes som en redningsvest, der er nødvendig for klienten, fordi hun jo ikke kan "svømme". Terapien tager derfor udgangspunkt i at ”lære at svømme” /lære sig selv at kende igen, så klienten gradvist tør slippe redningsvesten, fordi den ganske enkelt ikke føles så nødvendig mere.

Vigtigt er det at det er muligt for de fleste at komme ud af en spiseforstyrrelse - afhængigt af spiseforstyrrelsens art. Og vejen ud er at hjælpe personen til at vende al den energi, som personen bruger til at holde sig selv nede med, til noget positivt – til at leve livet igen!

At komme fri af spiseforstyrrelsen

Det at udvikle sig og forandre sig er jo en livslang proces, der aldrig stopper, men nedenstående er nogle af de personlighedsændringer, der er kendetegnende på, at klienten er på vej ud eller er ude af sin spiseforstyrrelse:

Når klienten:

  • føler sit eget værd, når hun har en følelse af at begynde at folde sig ud med netop hendes særpræg, hendes potentiale og hendes individualitet
  • begynder at føle at hun har en værdi i sig selv, i bare at være den hun er, og ikke i det hun yder eller præsterer:
  • kan mærke, identificere og opfylde sine behov – dvs. at hun kan bede om det, hun gerne vil have og kunne håndtere, at hun kan risikere at få et nej.
  • kan identificere og håndtere sine følelser. Kan berolige sig selv på en konstruktiv måde, kan udtrykke de forskellige følelser som f.eks. vrede og nedtrykthed.
  • kan arbejde mod mål (staying-power – at kunne blive i noget der også er ubehageligt) og kontrollere/håndtere følelsernes impulser.
  • har sociale færdigheder, – altså at hun kan udholde intime kontakter uden at føle sig opslugt og at hun kan have afstand i værdifulde intime kontakter uden at føle sig forladt.
  • kan acceptere, at tingene ikke behøver at være perfekte for at være "gode nok"

Spiseadfærden ændret således at:

  • klienten føler, at maden ikke har samme betydning mere, at opmærksomheden og fokus på maden glider væk, og at energien bruges til andre ting i personens liv – som f.eks. at leve livet :-)
  • anorektikeren kan være udholdende uden at være selvdestruktiv, spise og finde sin grænse for mæthed og sult, være bevidst om sine behov og udtrykke dem direkte, turde tage imod et nej. Alt sammen uden at falde tilbage i de gamle mønstre.
  • bulimikeren skal kunne stille realistiske krav til sig selv og sortere i, hvad der er hendes eller andres krav. Sige fra overfor uønskede krav. Kunne være målrettet, eller udvise indlevelsesevne på en nuanceret måde, så det ikke bliver alt eller intet.
  • tvangsspiseren kan finde andre veje og måder at trøste sig selv på end ved at spise.

Støtte- og undervisningsgruppe for pårørende

Jeg tilbyder en støtte- og undervisningsgruppe i Roskilde til forældre, der har et barn, som har en spiseforstyrrelse, eller som er i gang med at udvikle en. Kontakt mig på judith@warny.dk eller tlf.: 2894 8087, hvis du er interesseret.

Individuel rådgivning til pårørende, samlever eller kæreste

Det er meget svært og til tider angstfyldt at være pårørende – forældre eller kæreste til en spiseforstyrret.

Den pårørende føler sig fuldstændig magtesløs og oplever sig ofte ude af stand til at hjælpe den spiseforstyrrede.

Hvis den spiseforstyrrede er anorektisk, kan der også være udpræget grund til at være urolig, fordi det kan det udvikle sig til en livstruende tilstand, og somme tider kan hele familien ligge underdrejet i angst og uro for den spiseforstyrrede – uden at kunne gøre noget ved.

I min rådgivning til pårørende kan jeg hjælpe med at afklare:

  • Hvad kan I som familie gøre?
  • Hvad I ikke kan gøre noget ved?
  • Hvor er jeres egne grænser?
  • Hvordan undgår I medafhængighed?
  • Hvordan taler I sammen i familien?